Håndværker-efterskole med træ som linjefag
Forestil dig du står i værkstedet: du har en stak brædder foran dig, du tegner dit design, og pludselig begynder et bord, en hylde eller måske en stol at tage form. På træværkstedet bliver du ikke bare klogere på materialer og værktøj – du får også glæden ved at skabe noget fra bunden, som du kan bruge eller tage med hjem.
Det handler om at finde ud af, hvordan råt træ kan blive til noget, du selv har udtænkt og drømt om. Og det føles ret fedt at stå med et færdigt projekt, der engang kun var en idé på et stykke papir.
Træværkstedet er for dig, der…
- elsker at arbejde med hænderne og skabe noget konkret
- drømmer om at blive tømrer, snedker, maskinsnedker eller lignende
- vil lære at bruge værktøj og maskiner på en sikker og praktisk måde
- gerne vil designe og bygge dine egne projekter
- har lyst til at kombinere praktisk håndværk med teori, du kan bruge i virkeligheden
Praktisk arbejde med træ
Undervisningen er primært praktisk. Du lærer at måle op, save, lave samlinger og bygge præcist. Undervejs prøver du kræfter med forskellige maskiner, og du får en sikkerhedsinstruktion, så du lærer at arbejde på en forsvarlig måde. Vi arbejder både individuelt og i grupper – og der er altid plads til kammeratskab og samarbejde på værkstedet.
Teori der giver mening
Teorien på træværkstedet er kort og praktisk. Du lærer bl.a. at læse en arbejdstegning, beregne mål og vinkler og lave skitser. Alt det, du skal bruge, når du går i gang med dit eget projekt.
Projekter og fagprøve
Når du har styr på det grundlæggende, er det tid til at slippe fantasien løs. Du vælger selv dit projekt, og vi hjælper dig med at føre det ud i livet. Forløbet slutter med en fagprøve, hvor du viser dine færdigheder. Du får et bevis på, hvad du kan – og et projekt, du kan tage med hjem og være stolt af.