Håndværker-efterskole: Slip din indre mekaniker fri
Hvis du drømmer om et liv med værktøj i hånden og maskiner omkring dig, er dette linjefag lige noget for dig. Du lærer de grundlæggende færdigheder, du får brug for, hvis du senere vil videre på Teknisk Skole. Det kan være som mekaniker, automekaniker, automontør eller cykelmekaniker.
Her får du en smagsprøve på det hele – og finder måske dit drømmefag.
Mekaniker-værkstedet er for dig, der elsker at …
- Få olie på fingrene og arbejde praktisk med biler
- Nørde motorer, bremser, dæk og alt det, der får en bil til at køre
- Løse opgaver sammen i små grupper
- Få en god blanding af teori og masser af hands-on arbejde.
Om værkstedet – dit nye yndlingssted:
Her bliver dit klasselokale skiftet ud med et værksted fuld af motorlyde, værktøj og fede projekter. Du lærer at kende en motor helt indefra – fra stempler til ventiler – og prøver selv at skille den ad og samle den igen.
Men det er ikke det eneste, du får lov at få hænderne i. Du kommer også til at:
- Skifte og reparere bremser
- Lappe, skifte og afbalancere dæk
- Arbejde med bilens elektriske systemer, køle- og smøresystemer
- Nørde med trækaksler og transmission
Alt sammen med fokus på sikkerhed, så du lærer at arbejde som en ægte mekaniker. Når forløbet er slut, runder vi det hele af med en lille fagprøve. Her får du chancen for at vise dine evner og mærke følelsen af at have styr på det hele – fra første skruenøgle til sidste samling.