Nyhed

Flere familier får nu råd til efterskole: Hobro Efterskole udvider tilskuddet

Flere familier får nu bedre mulighed for at sende deres barn på efterskole i 2026. På Hobro Efterskole, der er en efterskole for unge med ordblindhed, er kriterierne for at søge økonomisk tilskud blevet udvidet. Det betyder, at flere familier nu kan komme i betragtning til tilskud.

Mandag d. 9. marts 2026

Et efterskoleår kan være et vigtigt vendepunkt – både fagligt og personligt. Mange unge oplever øget selvtillid, nye venskaber og større tro på egne evner. Men for nogle familier kan økonomien stå i vejen for beslutningen.

Derfor vil Hobro Efterskole gøre ekstra opmærksom på, at mange flere familier har mulighed for at søge økonomisk tilskud gennem skolens lokale pulje.

Det glæder forstander Peder Pedersen, at skolen kan åbne døren for endnu flere.

– Vi ved, hvor stor forskel et efterskoleår kan gøre for vores elever. De får selvtillid, stærkere faglige redskaber og nye fællesskaber. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi kan give flere familier mulighed for at få en fed efterskoleoplevelse for livet – også hvis økonomien ellers ville have været en barriere, siger Peder Pedersen.

Det økonomiske tilskud søges gennem skolen, når eleven er optaget, og gives efter en individuel vurdering. Når tilskuddet fordeles, ser skolen blandt andet på familiens samlede situation og husstandsindkomst. Indkomstgrænserne for at modtage tilskud er udvidet, så flere kan komme i betragtning. Det betyder, at endnu flere familier – både med lave og mellemstore husstandsindkomster – kan få hjælp til at gøre et efterskoleår muligt. 

Skolen opfordrer familier, der overvejer efterskole, til at tage kontakt og høre mere om mulighederne.

– Det er helt uforpligtende at ringe og få en snak. Vi vil gerne hjælpe flere unge med at få det år, der kan styrke både troen på sig selv og lysten til at lære, siger Peder Pedersen.